- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Jord/Liv – En udstilling med fokus på livet i jorden
10 september 2023 - 5 oktober 2023
Jord/Liv åbner efterårssæsonen med to originale og sanselige udstillinger. Den ene er en performance-vandring Droj Jord (16. sep) med Seidlers Sensorium tværæstetiske kunstnergruppe ved Marika Seidler. Samtidig viser vi skulptur og tegninger af den dansk-tyske billedkunstner Hartmut Stockter.
Både Marika Seidler og Hartmut Stockter er i deres udstillinger optaget af jordens mikroliv og det mylder af liv og processer, der er så vital for alle levende organismer, og for Jordens Hus at formidle. Viden forankres sanseligt i kroppen, når publikum indvies i livet under jorden gennem kunstneriske greb. Værkerne fra performance-vandringen indgår også i selve udstillingen.
Seidlers Sensorium ved Marika Seidler
Titlen Droj Jord refererer til jordens drøje, geologiske lag og er en spejling af ordet jord. Grundstammen i Droj Jords kunstneriske udtryk, er en lyrisk tilgang til geologisk og biologisk viden om jordens indre, livet under jorden i jordlagene og Kiselalgernes dannelse på jordoverfladen.
I performance-vandringen, der er tilpasset det gamle fængsel, dykker vi ned i jordens indre kerne, i det geologiske jordlag. På poetisk vis præsenteres publikum for planternes dobbeltliv, det der er over og under jorden og trærøddernes smukke tentakler og deres symbiotiske liv med svampenes netværk, der findes under skovbunden. Fængslet træder for en tid lidt i baggrunden, når jordens og menneskenes drømme om jordens indre overtager cellerne.
Droj Jord spiller for små publikumsgrupper af gangen og afvikles på flere iscenesatte scenestationer, hvor publikum møder en fortæller, en danser, en performer, en formidler, to sangere og musikere. Læs mere om arrangementet hér
Hartmut Stockter
Naturen er en central medspiller i alle Hartmut Stockters værker. Hans portable og publikumsinddragende skulpturer, der er skabt af fundne materialer, handler om at undersøge naturen ved brug af håndbyggede og selvopfundne manuelle redskaber.
Indlejret i Hartmut Stockters værker er ønsket om at sanse langsomt, at kigge nærmere på det, der omgiver os fra nye vinkler og at sanse naturens poesi, som han selv er så inspireret af.
Under udstillingen Jord/Liv vises et af hans seneste kunstværker Jordorganismepsychotest, der er lavet til Jordens Hus. Værket er et portabelt spil med inspiration fra jordens hjælpere, mikroorganismerne. Besøgende kan blive klogere på, hvilken jordorganisme de har mest tilfælles med og hvad dens funktion er. Værket har tidligere været vist i Øens have og Det Vilde Røde.
Dunkelmylder er titlen på en ny serie tegninger fra Hartmut Stockter. De er skitser til et brætspil, som han ønsker at udvikle, der skal handle om jord, planter og menneskers relation. Dette er under udvikling og han ønsker at de besøgende på udstillingen kan byde ind med indspark til spillet i løbet af udstillingsperioden.
Om kunstnerne
Marika Seidler (f. 1972)
Billed-, video- og performancekunstner, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2001.
Siden 2016 kunstnerisk leder af Seidlers Sensorium, der bl.a. producerer publikumsinddragende performance-vandringer i naturen. Performance-vandringerne bliver til i samarbejde med dansere, sangere, musikere, kostumierer, scenografer, dramaturger m.fl. og realiseres ofte i samarbejde med kunstmuseer, kunsthaller, naturcentre, kommuner og skoler.
Hartmut Stockter (f. 1973)
Opvokset i Wilhelmshaven, Tyskland og uddannet fra Hochschule für bildende Künste Braunschweig (Kunstakademiet i Braunschweig) 1995-1998 og afsluttede uddannelsen i 2002.
Hartmut Stockters lidenskab og gennemgående tema er naturen og iagttagelsen. Begge optræder både i hans skitsebøger, konstruktioner og apparater, som alle besidder insisterende poesi, romantisk vilje og akavet humor.
Støttegivere og samarbejdspartnere
Udstillingsprogrammet realiseres med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond, Folkesparekassens Fond, Statens Kunstfond, Albertslund Kultur- og Fritidsudvalg, A. Enggaard, Porten og Jordens Hus.